Noget om Valby kirke

VALBY KIRKE

er sognekirke for ca 540 personer. Kirken er bygget i begyndelsen af 1100-tallet og opført i skånske sandsten.
Byggestilen og materialerne har visse engelske - normanniske træk fælles med nabokirken i Vejby.
Skånske kirker som Lund Domkirke og den tidligere Domkirke i Dalby har sikkert været forbilleder. Kor og skib er bygget samtidig, men sandsynligt i to etaper. I perioden 1275 - 1325 fik skibet en vestforlængning. Udvendigt på kirken kan man se 3 tilmurede romanske vinduer. I 1821 blev kirken pudset udvendigt og hvidtet, dette blev dog fjernet i 1889, og kirken kom tilbage til sit oprindelige udseende. Ved restaureringen i 1970 flyttede man det venstre tårnvindue til sydsiden. Nordvåbenhuset er bygget i senromansk stil og er fra ca. 1200-tallet. Her finder vi sandportalen til den nu tilmurede kvindeindgang. Nordvåbenhuset bliver nu brugt som kapel.
Sydvåbenhuset er fra ca. 1400-tallet og bærer tydeligt præg af at have gennemgået store ombygninger.
Tårnet blev opført omkring 1600-tallet og har været igennem en del restaureringer, som blandt andet kan ses på de materialer, der er anvendt. I 1760 blev det meste af tårnet skalmuret og kalket rødt, og samtidig blev kirkeladen nedrevet og materialet anvendt til tårnet.
I tårnet er der to klokker fra 1614, hvoraf den ene er blevet omstøbt i år 1700.
Den ældste klokke er støbt af Hans Wolf og bærer blandt andet indskriften: Verbum domini manet in æternvm (Herrens ord bliver i evighed. )
Den anden klokke har Kong Frederik IV '5 monogram. Klokkestolen stammer fra 1646 og er blevet forstærket med træ fra den nedrevne del af Esrom Kloster.
Tiden har også sat sit præg på klokkeringningen. Den yngste klokke er blevet bygget om til automatik, så en gammel tradition er blevet ændret i sognet. Der kan dog fortsat ringes manuelt med den gamle klokke.
Prædikestolen fra1585 er skåret af Rasmus Møller og er gennem tiden blevet overmalet, men under restaureringen i 1970 blev disse overmalinger fjernet og de oprindelige udsmykninger genopfrisket, især kan nævnes at Christian IV 's monogram blev forgyldt.
Døbefonten er i romansk stil som adskillige andre døbefonte i Nordsjælland.
De nuværende lysekroner er opsat i1910, men det er uvist, hvad der er hændt med de tidligere kroner.
Pengeblokken er fra 1715, en tilsvarende kan ses i Mårum kirke.

I korbuen ses, hvad der formodentlig er rester af en større middelalderlig udsmykning af kirken: 3 medaljoner, deraf de to med portræt (?) og den midterste med et flagprydet lam, symbol for Johannes Døber, mens diverse nyere lokaludførte udsmykninger forsvandt ved restaureringen 1969-70.
 

Altertavlen er malet af Constantin Hansen i1846 og forestiller Jesus hos Martha og Maria. Constantin Hansen fik et forskud på altertavlen i1843, og det er sandsynligt, at den er blevet til, i hvert fald i skitseform, i de sidste måneder af Constantin Hansens årelange ophold i Rom.
Kunstneren er vel især kendt for sin udsmykning af forhallen og det imponerende trapperum på Københavns universitet.
Om alterbilledets forgænger vides kun, at det blev malet og forgyldt af Hans Nielsen, Ganløse i1741, og at tavlen blev nedtaget i 1756 og forstærket med brædder og lister. Dette
synes at være gjort omhyggeligt, for tavlen holdt til Constantin Hansens stemningsfyldte maleri:" Eet er fornødent " blev sat på plads over alteret i1846.
Den gamle altertavles videre skæbne kendes ikke.
Kirkens altersølv blev genkonstrueret i 1698, efter af have været forsvundet i forbindelse med svenskekrigene.
De to store alterstager er fra begyndelsen af det 17. århundrede. Den syvarmede lysestage er fra 1919.
Korets hvælving er kommet til i det 13. århundrede, før var der et træloft, mærkerne efter dette kan ses under kalkmalerierne i korbuen.

Orglet er fra 1970, bygget af orgelbyggerfirmaet Jensen og Thomsen. Organister skriver:
Orglet i Valby kirke er bygget 1970 af firmaet Jensen & Thomsen og intoneret af den navnkundige Jacob Heinesen. Orglet er et tidligt eksempel på et opgør mod orgelbevægelsens klangidéal, der på det tidspunkt stadig var dominerende med sine mange lyse stemmer på bekostning af 8’. Principalkoret, der, som navnet antyder, udgøres af orglets kraftigste, mest karakteristiske og vigtigste stemmer, havde tidligere (i små orgler) mindst 8’ som dybeste stemme . Orgelbevægelsen var en reaktion mod det (var opfattelsen) degenererede mørke og dunkle (romantiske) orgel, og man forsøgte at vende tilbage til endnu tidligere tiders orgelbygnings traditioner (barok og rènæssance). Dette medførte blandt andet en overbetoning af de lyse stemmer på bekostning af grundtonen. Der opstod begrebet 4’ orgler, der har 4’ som dybeste principal stemme, altså hvor klanghovedvægten ligger en oktav over de spillede toner. De seneste 20 år har betydet en gradvis tilbagevenden til nogle af romantikkens idealer, man har f.eks. erkendt betydningen af 8’ principal kor for salmesangsledsagelsen. Orgelet skal støtte og supplere den i forvejen overtone-rige og grundtone-fattige menneskestemme - ikke konkurrere med den!

Vores orgel er også et 4’ orgel – men er tiltrods for dets ringe størrelse forsynet men hele to 8’ stemmer, som tilsammen udgør en rimelig substitut for den så ønskværdige 8’ principal. Orglet er i det hele taget mesterligt intoneret; man kan høre (og spille) længe på det uden at blive træt.

Manualværket er "facadeløst", det vil sige, at man kan se alle piber i orglet udefra. Piberne er anbragt i rækker (stemmer). Disse rækker står foran hinanden i samme rækkefølge som angivet nedenfor (den bageste først).

Dispositionen er som følger:

Pedal-betjente låger

Kobling: P – M

Sløjfelade for manualværket og registerkancel-lade for pedalstemmen, mekanisk traktur og registratur.

Svømmerbælg i bunden af manualvindladen og selvstændig svømmerbælg til pedalet.

Omfang:

C - g'''   (manual) og  C - f '  (pedal).

Kirkegårdsmuren er for en stor del bygget af materialer fra Esrum Kloster.
11873 afhændede staten kirken til nogle tiendeydere, og den 1.oktober 1915 overgik kirken til selveje.
Ved restaureringen i 1969 gravede man gulvet op i kirken, og der fandt man blandt andet 17 mønter. Blandt de mere specielle kan nævnes en Christoffer den anden (Roskilde) 1320-32 og en Visby Sterling fra 1420-40. Disse mønter opbevares i Nationalmuseet.